Køb af båd med mangler
Klageren fra Sisimiut købte i denne sag en båd fra indklagede til en pris af ca. kr. 250.000. Efter kort tid blev der konstateret flere mangler i båden, bl.a. et mindre hul. Manglerne blev påpeget overfor sælgeren. Der blev indgået en aftale mellem parterne om, at sælgeren skulle udbedre manglerne.
Efterfølgende mener klageren, at nogen af de mindre mangler ikke er blevet udbedret og klager til Forbrugerklageudvalget med påstand om, at indklagede tilpligtes at udbedre dem, og at han skal betale 20.000 kr. som et nedslag i salgsprisen særligt på grund af hullet i båden, som han mener forringer bådens værdi, uanset at der er foretaget en reparation.
Forbrugerklageudvalget udtaler i sagen, at for det første er klagen indgivet rettidigt, fordi klageren har indgivet alle klagerne til indklagede indenfor 1-års fristen. Dernæst pålægger udvalget efter en nærmere behandling af hver mangel, at indklagede skal udbedre de (mindre) mangler, der endnu ikke er udbedret inden for en frist på 6 uger.
Udvalget kunne imidlertid ikke imødekomme kravet om et nedslag i prisen på kr. 20.000 på grund af hullet i båden, da han i forvejen og efter aftale havde forlangt dette udbedret, jf. købelovens § 78, og havde godkendt denne udbedring.

