Start
  Sitemap    Søg  
  
  
English
Du er her
  > Velkommen  > Artikler  > Test  > Ski test 2005/06

Ski test 2005/06

Hvert år kommer der nye ski på markedet. Nogler modeller hedder det samme som sidste år, mens andre har fået helt nye navne. Som forbruger kan man dog ikke udlede noget af dette. En ski af samme mærke og model som sidste år, kan godt være helt anderledes end dens forgænger. Dette kan skyldes, at der er anvendt andet materiale eller komponenter, eller at konstruktionen er anderledes.

Andre ski, af samme fabrikat, men med nye navne, kan derimod godt minde om en anden, "gammel" model, med andet navn. Det kan derfor være ganske svært, som forbruger, at gennemskue markedet for alpinski. Denne her test skulle gerne være med til at gøre det lidt nemmere.

Skiene, specielt beregnede til kvinder, viser sig ikke at skille sig ud fra skiene, som er beregnet til alle. Det er faktisk kun udseendet og farverne, der adskiller dem fra all round skiene. Nogle af kvinderne i testen gav endda all round skiene højere karakterer end kvindeskiene.

Et af de steder, hvor kvindeskiene er anderledes end all round skiene, er mht. bindingernes placering. På kvindeskiene sidder disse længere fremme mod spidsen af skiene, hvilket skulle gøre skiene nemmere at styre. At placere bindingerne længere fremme er ikke umiddelbart til gavn for kvindelige skiløbere. Der kompenseres alene for den mindre øvede skiløbers tilbøjelighed til at læne sig tilbage. Det kan derfor være til gavn/ulempe for begge køn. Og da bindingerne på de fleste ski kan justeres frem og tilbage, ses dette ikke at være et vægtigt argument for at købe kvindeski.

Umiddelbart skulle man også tro at en ski beregnet til kvinder, ville være lettere end én beregnet til mænd - all round skien - men det er ikke altid tilfældet.

Et udvalg af testresultatet kan findes her - hvor det også vil være nemmest selv at vurdere hvilke ski, der passer til ens behov, præference, temperament og lignende.

Fakta om testen

Der blev testet 26 par ski - 13 all round ski og 13 ski beregnet til kvinder. Testen var opdelt i en praktisk del, der vægtede 80%, og en teknisk del, der vægtede 20%. Den samlede bedømmelse kunne dog ikke overstige vurderingen i den praktiske del.

I den praktiske del deltog 11 kvinder og mænd mellem 30 og 63 år, som var mere eller mindre øvede skiløbere. De testede skiene i forhold til, hvorden skiene reagerer ved bl.a. korte og lange sving, deres retningsstabilitet og lignende. Denne del af testen blev foretaget i april 2005 på en gletscher i Alperne.

Testpersonerne anvendte deres egne støvler og kørte en bestemt rute igennem to gange med hvert sæt ski. Umiddelbart efter hver gennemkørsel skulle de give skiene karakterer.

I den tekniske del blev bl.a. skienes holdbarhed testet ved slag på for- og bagenden af skiene. Desuden blev stålkanternes fastgørelse testet og kanttykkelsen målt.

Forskellige butikker i Grønland blev spurgt om, hvilke af de ski, der er med i testen, de fører. Det var ikke muligt for butikkerne at oplyse dette, da de ikke har fået skiene hjem endnu, og ej heller bestilt. Det var derfor heller ikke muligt at få oplyst en pris på de ski, de måtte føre.

Forbrugere opfordres derfor til på egen hånd at undersøge markedet for, hvor der kan købes billigst og bedst.

Grønlands Forbrugerråd takker International Consumer Research & Testing (ICRT), der har udført testen, og Forbrugerstyrelsen i Danmark.

Forfatter