
Langrendskitest 2005
Skisæsonen er over os, og mange af os nyder en tur med langrendsskiene på. Grønlands Forbrugerråd bringer derfor en test af ti forskellige nye langrendsski. Voksfrie såvel som dem der skal vokses.
Ski der skal vokses er stadigvæk de bedste, men voksfrie ski følger lige efter. Det er derfor er spørgsmål om temperament, hvilken type ski man foretrækker.
Som det kan ses af de udvalgte testresultater er det kun Madshus Ultrasonic Multigrip Vario 5Z, der skiller sig lidt ud fra mængden, som værende den dårligste i test. Resten ligger med forholdsvis lille margin imellem.
Blandt de ski, der endte i den nederste halvdel, kan man bl.a. se, at Salomon Elite 9 Contragrip klarede den tekniske test rigtig godt, men at den praktiske del trak ned, således, at det kun blev til en niende, og næstsidste plads.
Madshus Lillehammer var den ski, der bedst kunne klare stigninger og samtidig havde den også et godt glid. Den tekniske test gik dog mindre godt, og bl.a. derfor endte skien på en ottende plads.
En anden ski, der også var god på stigningerne var Atomic TX 6, men til gengæld havde den testens næstdårligste glid. Dette kunne være en af årsagerne til at den endte i midten af testen.
De voksfrie ski skilte sig ud fra de ski, der skal vokses, ved at være mere støjende i sporet. Dette har trukket denne type ski ned i forhold til den anden type, der generelt var mere støjsvag.
De ski der, samlet set, var bedst i testen, klarede naturligvis både den praktiske og den tekniske del godt, hvilket betød, at de endte i den øverste halvdel. Dog er der små individuelle forskelle i hvorledes de klarede stigninger, gliddet i løjpen osv.
Den bedste ski var Atomic BETA RC:9 som er en ski, der skal vokses. På fjerdepladsen finder man den bedste voksfrie ski, som også er en Atomic; model RC:8 APG.
Et udvalg af testresultatet kan ses her.
Om selve testen
Der er testet ti mærkevareski, hvor den praktiske del fandt sted på en gletscher i Østrig i juni 2005.
Fire mænd og to kvinder udgjorde testpanelet som testede hver ski én gang i hver disciplin og dermed gennemgik hver ski hver disciplin seks gange.
”Glid” blev målt således, at hver løber blev fastholdt på et bestemt punkt og derpå sluppet. Tyngdekraften fik derpå personen i fart og efter 20 meter blev hastigheden målt, og dermed hvor godt skiene glider.
”Stigninger” dækker over flere forskellige former for bevægelse op ad bakke. Bl.a. hvor langt testpersonen kunne komme op ad bakken ved brug af almindeligt, klassisk skiløb, ”sildeben”-teknikken m.v.
Kategorien ”retningsstabilitet” er en subjektiv vurdering fra testpersonerne om hvorledes skiene reagerer ved sving og lignende.
De tre kategorier ”løbeoplevelse”, ”bremseevne” og ”støj” er ligeledes et resultat af testpersonernes egne subjektive opfattelser.
Den tekniske del af testen dækker over skienes udformning, forarbejdning og ikke mindst holdbarhed.
Den praktiske del af testen har vægtet 70% mens den tekniske har vægtet 30%.
Testen er gennemført af International Consumer Research & Testing (ICRT).
Fotos: www.awg.gl og www.sportsgearguide.com

