
Hvad er en mangel efter købeloven?
Varen behøver ikke at være i stykker for at have en mangel. Mangler kan være et vidt begreb. For at noget skal være en mangel efter købeloven, skal manglen eller årsagen til den være til stede ved købstidspunktet eller ved modtagelse når man køber via postordre eller nettet.
Eksempler på mangler efter købeloven
· Varen svarer ikke til den betegnelse den er solgt under. Fx: en sofa er solgt som en lædersofa, men det viser sig at kun hynderne er af læder, mens stellet er beklædt med kunstlæder.
· Sælgeren giver urigtige eller vildledende oplysninger, som har betydning for dit valg. Sælgeren reklamerer med at lædersofaen er sat ned fra 10.000 til 4.000, mens det reelt aldrig har kostet mere end 5.000 kr.
· Tidligere slagsled, såsom importøren eller producenten, har i fx reklamer og annoncer givet urigtige eller vildledende oplysninger om varen. Sofabordets stel er ikke det samme som i brochuren.
· Sælgeren undlader at give dig alle relevante oplysninger ang. varen, der kan have betydning for dit valg, enten om sælgeren kendte oplysningen eller burde vide det. Du køber en sofa, men får ikke at vide at det er en returvare som er blevet repareret.
· Du får ikke de nødvendige oplysninger vedrørende montering, vedligeholdelse, anvendelse og opbevaring af varen. Det viser sig at de bukser du købte, kun må håndvaskes, men det fik du ikke oplyst ved købet.
· Varen svarer ikke til det du bestilte hos sælgeren. Du bestiller en blå bil, men får en brun.
· Varen egner sig ikke til det formål, man normalt bruger den type varer til. Fodboldstøvlerne du købte holder ikke længe i en grusbane.
· Varen er ikke egnet til dit formål, selvom sælgeren siger det modsatte. Sælgeren ved hvilke computer du har, hvor gammel den er og anbefaler dig en bestemt printer. Det viser sig at printeren ikke virker til den computer.
· Varen har ikke den forventede holdbarhed. Din nye vaskemaskine bryder sammen efter kun 10 måneders brug.
· Varen svarer ikke til den vareprøve du har fået vist da du bestilte varen. Det tæppe der blev vist dig har en anden farvenuance end det du har fået leveret.

